SPOR

Der vil være forskellige spor som deltagerne kan melde sig til at deltage på.

SPOR – skrivning til teater-manuskript - Dicte Houmøller og Katapult Akademiet

Mangler du den store ide til dit neste mesterværk? Hvordan kan man overhovedet begynde med at skrive et teaterstykke? Med udgangspunkt i egen praksis, vil dramatiker Dicte Houmøller hjælpe deltagerne med at konceptuelt tænke dramatisk skrivning. Det er ikke altid så nemt at skrive ny dramatik, når man ikke går og brygger på en ny idé. Ved at benytte en konceptuel tilgang til dramatisk skrivekunst, kan man finde inspiration selv om man er inde i en periode med skriveblokade, eller er helt nybegynder. Dramatisk skrivning bliver konkretiseret og eksemplificeret ud fra en konceptuel tænkning. Mapping, brainstorming og dramaturgiske modeller vil være hovedpointer i denne workshop. Der vil være skriveøvelser og sparring under hele ugen.

Katapult Akademiets dramaturg vil også indgå i sporet, og give de deltagende feedback og sparring undervejs.

Dicte uddanner sig som dramatiker på Den Danske Scenekunstskole (færdiguddannet i 2023), og er i sit virke fascineret af hvordan de fortællinger, dialoger og karakterer der udformer sig på et papir, kan blive bragt til livs på scenen. I kombination med uddannelsen som dramatiker, har Dicte en bachelor i Dramaturgi fra Aarhus Universitet, og har derudover en tværfaglig interesse der har gjort, at hun også har studeret og arbejdet film (som manuskriptforfatter og anmelder), i Danmark såvel som udlandet; dog altid med fokus på, hvordan vi i en visuel verden fortæller historier med ord.

SPOR – PLAKATKUNST – Petra Svennevig

I dette spor arbejder vi med historiefortælling og grafik i stort format. Vi finder på reklamer, rumrejser og dystopier fra parallelle verdener, og bringer dem til live gennem plakatformatet. Vi henter inspiration i alt fra 70’ernes aktivist-grafik til pop-art og tegneserier, og arbejder med komposition og kommunikation gennem tekst og billeder. Vi udforsker rummet mellem det unikke og det masseproducerede gennem teknikker som linoleumstryk, stencils og collage.

Petra Svennevig er en tegneserieskaber og illustrator, som fortæller skæve historier med ord og billeder. Hun studerer Graphic Storytelling på The Animation Workshop, og er tidligere elev på BGK Aarhus. Fra 2020-2022 var hun medredaktør på tegneseriebladet Third Eye Magazine, som hun har repræsenteret på forskellige zine- og small press festivaler. Ved siden af studiet arbejder hun med grafiske metoder som linoleumstryk og serigrafi, illustrerer for forskellige museer og blade, og laver storyboards, design og animation til animerede kortfilm.

Læs mere om Petra her.

SPOR – HACK D – Kreativ projektledelse: Frontløberne v. Evrim Citirikkaya og Camilla Aneto Olesen

På det her spor lærer du alle de skills, du skal bruge for at lave fede kulturprojekter og events. Du får kreative metoder og værktøjer til projektskabelse fra A-Z. Vi kigger blandt andet på, hvad et projekt egentlig er, og hvordan en projektproces ser ud, og du får værktøjer til projektstyring og -koordinering. Vi udfordrer din handlekraft og modet til at handle på dine idéer. Du får værktøjer til at forme et projektkoncept, organisere dit projekt og at skaffe og styre økonomien. Vi skal også kigge nærmere på, hvordan man skaber den fede oplevelse til dit event, og hvordan man afvikler på en god måde. Sporet er faciliteret af Frontløberne, som er en forening at unge kulturskabere i Aarhus. Vi har et projekthus på Sydhavnen, og her er der plads til at skabe kulturprojekter, man kan få sparring og et fællesskab med andre unge projektmagere. Vi laver også kulturprojekter ude i byen og vi har undervisningsforløb og vidensformater.

Læs mere om Frontløberne her.

Evrim Citirikkaya (DK/TR) er Kaospilot, Bachelor for Æstetik og Kultur fra Aarhus Universitet, medlem af Kunstrådet og Musikrådet i Aarhus Kommune, co-leder hos Frontløberne og en del af et fodboldbrætspils start-up som hedder Pundit. Evrims primære projekterfaring stammer fra foreningen det turkise telt, som i dag også er blevet til spillestedet 'turkis' på Vester allé 15, som han også har vundet en række priser med og bl.a. udnævnt som et Top 20 talent under 30 i den Nordiske musikbranche. Evrim er optaget af skabe kunst og kulturarrangementer med holdning og som sætter dagsordener omkring vigtige og relevante emner. I denne masterclass vil du få input til hvordan du finder frem til dit projekts brændende platform gennem overskuelige og nemme hackede projektmodeller.

SPOR – CITY MAPPING ON FEELS – Aysha Amin (AFLYST)

I sporet City Mapping on Feels vil vi arbejde med at udforske relationen mellem byen og ens indre. Det sker gennem forskellige øvelser såsom kortlægning og kollage af sites, playlist buffet, Video dokumentation og Vlogging 2.0. Sporet afsluttes med en guidet cykeltur i byen, med preview på hver kunstfilm, live on site. Hver øvelse er en forlængelse af hinanden, for at kunne grave dybere ind inden man søger ud. City Mapping on Feels, er et kunstnerisk mapping process der dyrker ens forhold til byrum, situationer og arkitektur, med en attitude der er nysgerrig, undersøgende, følsom og ægte, igennem simple værktøjer og direkte greb.

Aysha Amin (DK) er kunstner, gallerist, projektleder og kurator. Medstifter og dagligleder på platformen Andromeda8220. Aarhus korrespondent for arkitektur bladet The Funambulist. Co-Kurator på CAFx Aarhus Arkitektur Festival. Amins arbejde har været udstillet på b.la. Arkitekturbiennalen i Venedig 2018, DAAD Galerie under Berlin Biennale 2020, SMK: Statens Museum for Kunst og ArtHub Copenhagen. Amins arbejde bevæger sig i krydsfeltet mellem arkitektur og kunst, igennem – film, foto, interventioner, mapping processer og arkivering – i tæt samarbejde med tværfaglige faggrupper og mennesker. En legende, nysgerrigt og kritisk udforskning af relationen imellem det materielle/immaterielle, det lokale/globale, individet og fællesskabet, konstruktionen og oplevelsen af magtstrukturer, minder og menneskets sanser.

SPOR – Performance kunst: Krop/ Objekt/ Performance - Peter Scherrebeck og Katrine Staub

I dette SPOR vil vi arbejde med kroppen som udgangspunkt for den skabende process. Vi vil undersøge forskellige tilgange til bevægelse og arbejde med øvelser og teknikker fra en række kropstraditioner, som kan hjælpe os med at udvide vores sanser, indlevelsesevne og performativitet. Vi vil pirre vores forestillingsevne og vække kontakten til vores nervesystem, lytte til vores kroppes egen indre logik. Vi vil undersøge hvilken rolle disse tematikker spiller i samtidskunsten og stille spørgsmål til hvilke potentialer kroppen og det performative arbejde har som redskab, udover at sættes på en scene og opføres på traditionel vis. Hvad muliggør det sceniske rum for os som udøvende kunstnere inden for forskellige medier, og hvilke nye processer åbner sig når vi træner og skærper den poetisk-kropslige erfaring?

Vi starter med at bevæge os sammen, til tider med sved på panden, til tider med en mere koncentreret anatomisk tilgang. Derefter vil vi arbejde med performative eksperimenter og øvelser der kan åbne nye måder at undersøge vores kroppe i relation til den omgivende verden, til hinanden, til tid og rum og til det ikke-menneskelige, til objekter og planter.

Man skal ikke have dansebaggrund for at tage del i kurset! Det er åbent for alle slags kroppe og al slags nysgerrighed eller (u)videnhed. Undervisningen tager afsæt i vores iver efter at dele vores passionerede forhold til performance og krop, i samarbejde med hvad i bringer af tanker, ideer og interesser.

Katrine Staub og Peter Scherrebeck er to koreografer/dansere/performere. Uddannet fra henholdsvis Amsterdam University of Arts og Berlin University of Arts. De har et broget bagkatalog og har arbejdet indenfor performance, dans, teater, film, musik, drag, installation, ritual, tegning, bodywork, keramik, queer-filosofi, anatomi, political therapy, healing og teoretiske læsegrupper. De har både præsenteret egne tværkunstneriske værker og arbejdet i samarbejde med andre kunstnere i Danmark og i udlandet.

Program

ICEBREAKER: løsne op for nervøsiteten, vi slapper af og lærer hinanden at kende

SPOR: arbejde i de grupper man selv har valgt sig ind på. Når der står Spor faciliteres betyder det, at der er voksne til stede, som hjælper med at komme videre med deres samarbejde.

MASTERCLASS er fælles inspiration til deltagerne. Masterclass er fælles for alle.

SCENEN ER DIN lægger op til, at deltagerne optræder for hinanden i en uformel og hyggelig setting. Det er også muligt at trække sig fra dette, hvis man har behov for at være alene.

Deltagerne hjælper alle på skift til med at lave morgenmad og aftensmad samt oprydning og opvask.

 Tilmelding: Du tilmelder dig HER. Tilmeldingsfristen er 27. juni 2022.